Almen medicin

Omkring 90% af den danske befolkning har kontakt med deres egen læge i løbet af et år. Derfor er forskning i almen medicin central for at understøtte og koordinere det sammenhængende forløb og patientens videre forløb.

Almen Medicin har i mere end 20 år haft en central rolle i dette forskningsfelt både nationalt og internationalt. Vores fokus har været de hyppige folkesygdomme diabetes, hjertekarsygdomme og mental sundhed og psychiatria minor. Vi har ud over videnskabelige publikationer bidraget til en række kliniske vejledninger til praktiserende læger og rapporter for blandt andet Vidensrådet for forebyggelse og Sundhedsstyrelsen.

De fleste af forskerne har også klinisk erfaring, og samarbejde med og relevans for praksis er en grundværdi. Internationalt samarbejder vi særligt med Cambridge, Leicester, Oslo, UC London, UCLA og Utrecht.

Forskningen belyser spørgsmål som:

  • Kan helbredsundersøgelser og samtaler højne den enkeltes livskvalitet, reducere risikoen for at udvikle livsstilsrelateret sygdom og øge livslængden?
  • Hvordan motiverer og støtter almen praksis bedst den enkelte til sundere adfærd og optimal behandling?
  • Hvordan optimeres diagnostikken og behandlingen af mentale lidelser i almen praksis?

Projekter og videnskabelige milepæle

  • ADDITION-projektet er et internationalt studie med danske rødder. ADDITION fokuserer på tidlig opsporing og behandling for ikke-diagnosticeret diabetes hos 40-69-årige. Projektet har bidraget med betydelig viden om nytte af tidlig opsporing, mulighed for og effekt af at behandle personer i tidligt stadie af sygdommen, udvikling af makro og mikro-vaskulære komplikationer og om patienternes forståelse af og håndtering af livet med diabetes.
  • "Tjek dit helbred” i Randers og ”Dit Liv din sundhed” i Aarhus Kommune undersøger, om borgernes sundhed og livskvalitet kan forbedres, og livsstilsrelaterede sygdomme kan forebygges ved, at borgeren så tidligt som muligt ”diagnosticeres” og hjælpes til at lægge sin livsstil om eller starte behandling, inden symptomerne udvikler sig.
  • PST (Problem Solving Therapy) projektet er et randomiseret studie i Region Midt, der evaluerer effekten af at efteruddanne praktiserende læger i ’problemløsende samtaler’.
  • Hjerterehabilitering: Langtidsopfølgning på effekt af socialt differentieret hjerterehabilitering er et projekt, som vurderer effekten af socialt differentieret hjerterehabilitering ved patienter med førstegangs AMI.

Metoder

Enheden har ekspertise i epidemiologisk og kvalitativ metode. Men vi har et særligt fokus på patientperspektivet i forhold til multimorbiditet. Vi har desuden erfaring med afvikling af kliniske studier (randomiserede og follow-up), kvalitative studier, registerforskning og sundhedstjenesteforskning.