Mød Mogens Johannsen


"Hvad er det, der sker biokemisk, når vi ældes? Hvorfor spiller kosten og i særdeleshed energistofskiftet så stor en rolle? Og er vi stand til at forlænge perioden af vores liv uden aldersrelaterede sygdomme – ligesom det kan gøres i forsøgsdyr? Det er nogle af de spørgsmål, som fascinerer mig"


Mogens Johannsen, født 1969, er viceinstitutleder for forskning på Institut for Retsmedicin.

Han er professor på Afdeling for Retskemi, hvor han leder Bioanalytisk Enhed, der rummer forskningsgrupper med et bredt fokus. Medarbejderne er specialister i blandt andet metabolomics, som er analyse af cellulære metabolitter, kemisk biologi, retskemi og toksikologi.

Enheden fungerer desuden som en core-facilitet, der analyserer organiske molekyler i samarbejde med andre forskningsgrupper, og i samarbejde med myndigheder, sundhedsvæsenet og private virksomheder.

Hele enhedens samlede virke har, ligesom afdelingens myndighedsbetjening, rod i analyser af små molekyler, og Mogens Johannsen befinder sig godt i krydsfeltet mellem myndighedsbetjeningen og grund- og anvendt forskning.

"Vi forsker i aktuelle problemer - som fx nye metoder, der kan hjælpe politiet med at aldersbestemme biologiske spor på et gerningssted. Den synergi med myndighedsbetjeningen er jeg rigtig glad for," fortæller han.

Mogens Johannsen er uddannet inden for organisk kemi fra Aarhus Universitet og Ruprecht-Karls-Universität i Heidelberg, Tyskland.

Han har været ansat som lektor på DTU, og skiftede i 2002 til Aarhus Universitet. Her har han fundet særlig interesse ved aldringsforskningen, og han er specielt interesseret i, hvordan menneskets forbrænding - det man kalder energistofskiftet - påvirker den biologiske aldringsproces.

"Hvad er det, der sker biokemisk, når vi ældes? Hvorfor spiller kosten og i særdeleshed energistofskiftet så stor en rolle? Og er vi stand til at forlænge perioden af vores liv uden aldersrelaterede sygdomme - ligesom det kan gøres i forsøgsdyr? Det er nogle af de spørgsmål, som fascinerer mig," fortæller Mogens Johannsen.

For tiden arbejder han på at finde en kombination af stoffer, som kan hjælpe med at bevare en sund metabolisme og dermed forhåbentlig en mere sund aldring.

Mogens Johannsen arbejder egentlig med et udgangspunkt i grundforskning på molekyleniveau, men det er vigtigt for hans egen arbejdsglæde, at forskningen spænder så vidt, at den med mellemrum når frem til at inddrage dyreforsøg og potentielt kliniske studier.

"Det er en ret stor tilfredsstillelse, når jeg kan være med til at bringe forskning ud i verden, som direkte betyder noget for mennesker. Om det så er via en tæt kobling til biologi og sund aldring, eller fordi vi udvikler en ny metode, der kan hjælpe politiet, er ikke afgørende, " siger han.

I den forbindelsen oplever Mogens Johannsen en ekstra stor glæde ved at være på Afdeling for Retskemi - fordi der her er mulighed for at udnytte synergien og samarbejdet med personalet, der udfører myndighedsbetjening.

"Sammen kan vi lave forskning, der rækker lidt ud over det, man normalt beskæftiger sig med inden for retsmedicin. På den måde kan vi også være med til at rykke forskningsfeltet længere frem" fortæller han.