Enhed for retsmedicinsk billeddiagnostik og osteologi

Forskningsområder

Enheden for retsmedicinsk billeddiagnostik og osteologi varetager forskning indenfor avanceret billeddiagnostik særligt med fokus på traumer og tilstande med påvirkning af knoglevævet.

I enheden findes faciliteter til helkrops CT scanning, kontrastpumper til angiografi, digitalt røntgen, hårdtvævslaboratorium, udstyr til histomorfometri og et laboratorium til antropologiske analyser.

Enhedens ekspertise og faciliteter danner grundlag for et stort netværk af tværfaglige og tværsektorielle samarbejder, og vi tilbyder desuden visse ydelser inden for CT scanning og hårdtvævspræparering. Kontakt Lene Warner Thorup Boel for mere information. 


CT scanning

Forskning ved hjælp af CT scanning har til formål at udnytte, dels at man kan se ind i den intakte krop, og dels at trække informationer og data ud, som ikke kan opnås på anden vis. Disse informationer og data kan være med til at afdække skadesmekanismer og sygdomssammenhænge. Herved genereres en viden, som i sidste ende kan komme patienter til gode i forebyggelse af skader og sygdomme, og behandlingen heraf.

CT scanning af afdøde bidrager til ny viden omkring traumemekanismer f.eks. ved kortlægning af brudtyper ved forskellige traumer. CT scanning af afdøde kan påvise luft i kroppen i tilfælde, hvor det ikke var forventet, og dermed bidrage med ny viden omkring dødsårsager og dødsmekanismer.

CT angiografi

CT scanning af afdøde efter indgivelse af kontrast i blodkarrene bidrager med viden om f.eks. blødningskilder. Ved at ændre på kontrastens sammensætning og viskositet, samt på tryk og volumen ved indpumpning, kan man få forskellig fremstilling af karsystemet. Ved kontrastindgift i udvalgte lokalisationer kan man få målrettet visualiseringen af kar og blødningskilde (partiel angiografi).

Vi vil undersøge, om en videreudvikling af metoden kan bidrage til visualisering af kapillærer og mikrofrakturer, som ikke kan erkendes ved traditionelle billeddiagnostiske metoder.

BMD målinger

Bone Mineral Density (BMD) kan beregnes ud fra CT scanning, når denne er foretaget med et dertil beregnet fantom. Man kan herved undersøge, om forskellige faktorer er associeret til en påvirkning af BMD. Vi undersøger i øjeblikket, om psykisk syge som følge af livsstil eller medicinering har ændringer i BMD. Undersøgelsen er en del af det landsdækkende Survive projekt (PDF).

Osteologi

Osteologi er læren om knoglernes opbygning. Forskningen foregår på både makroskopisk og mikroskopisk niveau ved anvendelse af forskellige teknikker som f.eks. røntgen og CT, samt mikroskopi og histomorfometri af uafkalket, plastindstøbt knoglevæv eller andet hårdt væv. Undersøgelserne bidrager til viden om knoglevævets forandringer i forhold til alder, sygdomme og påvirkning af faktorer som f.eks. medicin og alkohol.

Hårdtvævslaboratoriet

På hårdtvævslaboratoriet mestrer vi en teknik, hvor knoglevæv indstøbes uafkalket i plastic og derefter skæres og farves mhp. mikroskopi og histomorfometri. Metoden bruges bl.a. til studier af sacroiliacaleddene og de cervicale facetled. Metoden har også været brugt til undersøgelse af Grauballemandens knogler.

NewCast

Institut for Retsmedicin har faciliteter onsite til stereologisk analyse. Laboratoriet indeholder en komplet opstilling baseret på Newcast software (Visiopharm) der giver mulighed for avancerede design-baserede analyser. 

Antropologisk laboratorium

Laboratoriet råder over retsantropologisk ekspertise og kan vurdere indbragt knoglemateriale mhp. relevans for politimæssig efterforskning.  Efter aftale kan der også undersøges ældre knoglemateriale med nærmere beskrivelse af f.eks. traumer, sygdomsforandringer og medfødte lidelser, ligesom der også er et pågående projekt omkring vækstforstyrrelser. I nogle tilfælde vil det være relevant at inddrage instituttets retsodontologer i en vurdering eller et projekt.

Billeddiagnostisk forskningsgruppe PIMAS

Paraclinical Imaging Studies Group

Vi er en gruppe af forskere fra AU og AUH med fælles interesse i at visualisere traumer og det muskulo-skeletale system/bevægeapparatet. Undersøgelserne udføres ikke på levende patienter, men derimod på post mortem materiale og dyremodeller, deraf termen paraklinisk forskning. Vi anvender en lang række forskellige billeddiagnostiske metoder, og formålet er at udvikle nye billeddiagnostiske metoder, som kan anvendes til klinisk diagnostik og behandling af muskulo-skeletale lidelser og traumer. 

Besøg Pimas her.

Trafikulykker

Injury Pattern Analysis og læsionspatologi

Forklaring af hvilke læsioner der optræder i forbindelse med en given ulykke beror på detaljeret undersøgelse og analyse. Desto mere præcis angivelse af dødsmåde og dødsårsag der kan formuleres, desto bedre er borgerene stillet ud fra et retssikkerhedsmæssigt perspektiv og desto bedre er vi rustet til at rådgive profylaktisk. Injury Pattern Analysis er et redskab indenfor det retsmedicinske felt, hvor bl.a. erfaringsviden (mønstergenkendelse, empiri) kombineres med foreliggende videnskabelig evidens vedr. kausalitet, læsionspatologi etc. Til sådanne analyser er der fokus på anvendelsen af avancerede billeddannende teknikker (post-mortem computer tomografi, virtopsi metode etc.) til dokumentation og visualisering/fremstilling af læsioner. Mikroskopi anvendes desuden i den case-baserede praksis til at understøtte de øvrigt indhentede oplysninger. Der er instituttets arbejde fokus på kausalitetsbegrebet (årsagssammenhæng), herunder bl.a. relevans af traumet, den tidsmæssige sammenhæng og de observerede læsioner.

Formidling og undervisning

Instituttets personale bidrager til det videnskabelige miljø såvel som den almindelige borger igennem publikationer, debatindlæg, foredrag og deltagelse i høringer omhandlende trafiksikkerhedsmæssige forhold. Instituttets undervisning omhandler desuden det trafikmedicinske felt. Det efterstræbes at formidlingen sker på en tilgængelig og relevant facon.


Mød adjunkt Kasper Hansen


Ved at undersøge fysiologiske problemstillinger hos dyr har han fået unikke kompetencer i medicinske scanningsteknikker.

Læs om Kasper Hansen

Mød professor Lene Boel


En hyppig retsmedicinsk problemstilling er fx at fastslå hvilken alder en person havde, da vedkommende døde, men det er svært.

Læs om Lene Boel

Kontakt