Retslægelige obduktioner begæres i henhold til Sundhedsloven af politiet ved mistænkelige og drabssuspekte dødsfald, dødsfald med uoplyst dødsmåde, og hvor der er yderligere politimæssig interesse. Endvidere foretages obduktion af alle narkomaner.
En række obduktioner foretages på mistanke om fejl eller forsømmelser fra sundhedspersonale under undersøgelse eller behandling af patienter. En del obduktioner foretages af identifikationsmæssige grunde.
Endvidere kan Den Uafhængige Politiklagemyndighed begære obduktion af personer, som er døde i politiets varetægt, ligesom Forsvarets auditører kan begære obduktioner af militært personale.
Arbejdsskadestyrelsen begærer obduktioner med henvisning til lov om arbejdsskader, dels ved pludselige dødsfald på arbejdspladsen, dels ved erhvervssygdomme, f.eks. asbestbetingede lidelser. Forsikringsselskaber kan også begære retslægelige obduktioner udført.
Retslægelige obduktioner udføres kun af de retsmedicinske institutter (statsobducenturer) i modsætning til de lægevidenskabelige obduktioner, der foretages på hospitalerne.
Obduktionerne foregår i instituttets obduktionsstuer. Der deltager altid to læger ved obduktionerne – en obducent og en supervisor, hvoraf mindst en er retsmedicinsk ekspert, samt en retsmedicinsk tekniker. Politiets kriminalteknikere medvirker ved en del obduktioner for at optage fotos og sikre spor.
De fleste obduktioner suppleres med undersøgelser - helt eller delvist udført af underleverandører - som histologiske undersøgelser for at se mikroskopiske forandringer i væv og organer, hvor præpareringen foretages af Patologi, Aarhus Universitetshospital, mikrobiologiske (bakteriologiske og virologiske) undersøgelser udført ved Klinisk Mikrobiologi, Aarhus Universitetshospital eller Statens Seruminstitut, specialundersøgelse af nervevæv ved Patologi, Aarhus Universitetshospital eller retsodontologiske undersøgelser ved retsodontologer fra Institut for Oral Sundhed, Aarhus Universitet. Instituttet anvender endvidere røntgen og CT-scanninger i forbindelse med udvalgte obduktioner i samarbejde med Røntgen og Scanning, Aarhus Universitetshospital.
Ved stort set alle obduktioner foretages alkoholanalyse, og ved mistanke om forgiftning eller påvirkning med medikamenter, narkotika eller giftstoffer tillige retskemisk undersøgelse, herunder undersøgelse af injektionssprøjter, tabletter m.m.
Efter obduktionen udfærdiges til rekvirenten en skriftlig obduktionserklæring, der senere suppleres med en endelig erklæring indeholdende resultaterne af de supplerende undersøgelser.
Instituttet udfører mellem 300 og 400 retslægelige obduktioner pr. år.
Følg et obduktionsforløb trin for trin