Undersøgelse af human biologiske prøver

Den retskemiske afdeling udfører analyser på forskelligt organmateriale udtaget ved de retslægelige obduktioner. Sektionen udfører desuden analyser på blod og urin udtaget fra trafikanter med henblik på at undersøge om disse har indtaget færdselssikkerhedsfarlige stoffer. Analyserne udføres i henhold til ISO 17025 og retstoksikologiske principper. Undersøgelserne foretages med henblik på at identificere og koncentrationsbestemme eventuelle lægemidler, misbrugsstoffer eller andre organfremmede stoffer.

I toksikologiske sager foretages som regel først en såkaldt screenings­analyse, hvor indholdsstoffer af ukendt karakter identificeres. Derefter koncentrationsbestemmes og verificeres fundne stoffer ved en eller flere specifikke analyser. Positive fund rapporteres i en retskemisk erklæring. Retskemiske erklæringer på obduktionssager indeholder yderligere en toksikologisk vurdering af resultatet.

Sektionen udfører desuden enkeltstående bekræftelsesanalyser og specifikke analyser for alkohol, misbrugsstoffer og en række lægemidler; disse udføres for eksempel på anmodning fra klinisk-biokemiske afdelinger på hospitaler.

Med udstyr som LC-MS-MS, UPLC-TOF og GC-MS samt en beholdning på over 1000 referencestoffer er laboratoriet i stand til at løse de fleste specialanalytiske opgaver hurtigt og effektivt.

Metodeliste kan rekvireres ved henvendelse. En række af disse er valideret efter ISO 17025. Se liste over analyser her.

Prøvemateriale

  • Blod
  • Urin
  • Maveindhold
  • Levervæv
  • Muskelvæv
  • Øjenvæske
  • Spyt
  • Hår
  • Sprøjter, kanyler og diverse afskrab med biologisk materiale. Andre effekter undersøges i narkosektionen.

Rutinemæssige kvantitative analyser

  • Ethanol i blod og urin
  • Amphetaminer og ecstacy i blod
  • Cocain og nedbrydningsprodukter i blod
  • Opiater (morfin, codein, oxycodon, buprenorfin m.fl.) i blod incl. ledsagestoffer
  • Benzodiazepiner i blod
  • Cannabis og nedbrydningsprodukter i blod
  • Lægemidler i blod (f.eks. antidepressive, antipsykotiske, smertestillende, og beroligende lægemidler, samt sovemedicin)
  • Kulilte og cyanid i blod (semikvant)

Rutinemæssige screeningsanalyser

  • Screening for lægemidler og tekniske gifte i levervæv og blod
  • Screening for misbrugsstoffer i blod og urin (og spyt – specialanalyse)
    omfatter amphetaminer og ecstacy, cocain, cannabis (hash), opiater (morfin ol), methadon, buprenorphin og benzodiazepiner

Specialanalyser

  • Kvantitative bestemmelser af lægemidler og misbrugsstoffer (f.eks. GHB (fantasy))
  • Bekræftelsesanalyse af DrugWipe
  • Der kan desuden rekvireres undersøgelse af over 900 forskellige stoffer.