Klager over sundhedspersonale, tilsynssager og lægefejl

Af Sundhedsloven fremgår, at dødsfald skal indberettes til politiet, når døden kan være følge af fejl, forsømmelse eller ulykkelig hændelse i forbindelse med behandling eller forebyggelse af sygdom.

Denne paragraf har i de senere år ført til et stigende antal af denne type retslægelige obduktioner, dels på grund af klager fra pårørende, men også for at modvirke klager ved pludselig uventet død, hvor afdøde har været tilset af læge eller har kontaktet vagtlæge. Findes der ved obduktionen forhold, som kan tyde på lægelig fejl eller forsømmelse, vil em­bedslægerne/Sundhedsstyrelsen undersøge sagen (tilsynssag) og eventuelt inddrage Patientombuddet.

Disse obduktioner er vigtige elementer i Sundhedsvæsenets kvalitetssikring. Det er p.t. uklart for instituttet, om alle dødsfald i forbindelse med utilsigtede hændelser kommer til retslægeligt ligsyn, hvilket bør være tilfældet.